Skive Kunstforening

Skive Kunstforening

Arrangementer 2. halvår 2017

Kommende arrangementerPosted by Kurt Poulsen Sat, August 12, 2017 20:33:07

9. august kl. 18.30:
Kør-selv-tur til ”Documenta – hvad er det”

Orienteringsaften på Holstebro Kunstmuseum ved kunstformidler Peter Haarby, som er guide på turen til Documenta. Han vil give en introduktion til udstillingens tema, indhold og opbygning. Aftenen er arrangeret i forbindelse med kunstrejsen til Documenta 14 (17.-20. august), men alle interesserede er velkomne.
Vi mødes kl. 18.30 på p-pladsen i Ågade ved Børnenes Paradis og fordeler os i private biler. Benzinen deles vi om.
Arrangeres af Holstebro Kunstmuseum

13. august kl. 10.30:
Kør-selv-tur til Kirsten Kjærs Museum i Thy med pitstop i Nykøbing og
Thisted

Vi kører til Holmen i Nykøbing og ser udstilling af Kirsten Klein og Erik Heide. Frokosten indtages på cafe i Thisted. Derefter besøger vi Kirsten Kjærs museum, der ligger i naturskønne omgivelser med en stor samling af hendes malerier og tegninger. Sidegallerier med skiftende udstillinger af danske og udenlandske kunstnere.
For mere info se: www.kkmuseum.dk
Vi mødes kl. 10.30 på p-pladsen i Ågade ved Børnenes Paradis og fordeler os i private biler. Benzinen deles vi om.
Arrangeres af Kunstforeningens rejsegruppe.

Portrætmaleri udført af Kirsten Kjær

17.-20. august:
Kunstrejse til Documenta 14 i Kassel

(for tilmeldte - ikke flere ledige pladser.)
Arrangeres af Holstebro Kunstmuseum

19. september kl. 19.00:
”Nyere finsk kunst, arkitektur og design”

Foredrag cand.comm. Taina Hvidlykke i anledning af Finlands 100 års jubilæum som selvstændig stat. Hun vil give os en indføring i landets bemærkelsesværdige og nyskabende formsprog indenfor kunst, arkitektur og design.
Foregår på Skive Bibliotek, Østergade 25, 7800 Skive
Arrangeres af Foreningen Norden, Skive Kunstforening og Folkeuniversitetet i Skive.
gratis for foreningens medlemmer, andre betaler 75,-

Koncert- og kongreshuset Finlandia af Alvar Aalto

30. september kl. 14.20:
Kør-selv-tur til fernisering på Skulpturlandsby Selde 2017

Åbning ved af Juliana Engberg, programdirektør ved Aarhus 2017, som årets udstilling er en del af.
Selde besøges denne sommer af videokunstnere fra ind- og udland. De bruger byen og dens borgere i deres videoproduktioner. Værkerne vises forskellige steder - fx projiceret på husvægge, i huller i jorden, i private vinduer, i Dagli’brugsen osv. og de vil i form og indhold være vidt forskellige.
Vi mødes kl. 14.20 på p-pladsen i Ågade ved Børnenes Paradis og fordeler os i private biler. Benzinen deles vi om.
Arrangeres af Kunstforeningens rejsegruppe.


2. oktober kl. 19.00:
Film- og cafeaften i anledning af Bjørn Nørgaards 70 års fødselsdag i år

Se eller gense filmen ”Dronningens gobeliner” om Bjørn Nørgaards arbejde med skabelsen af gaven fra dansk erhvervsliv ifm. Dronning Margrethes 50 års fødselsdag. Inden filmen vil kunstneren Felix Pedersen berette om Bjørn Nørgaard, som han i sin ungdom kendte og samarbejdede med.
Sted: Skive Bibliotek, Østergade 25, 7800 Skive
Arrangeres af Skive Kunstforening for foreningens medlemmer.

10. oktober:
Frivillighedsbazar på Skive Gymnasium & HF

Skive kunstforening deltager med en stand på basaren, der har til formål at orientere unge om mulighederne for at engagerer sig i frivilligt arbejde - fx i en kunstforening 

11. oktober kl. 19.00:
Valgmøde,”Kulturen til debat”

De politiske partiers kandidater inviteres, og der bliver oplæg og mulighed for at diskutere: Hvad vil vi med kulturlivet i vores kommune?
Alle er velkomne!
Sted: Skive Theater, Theaterpladsen 10, 7800 Skive
Arrangeres af Kulturelt Samråd Skive.


I skolernes efterårsferie, uge 42:
Kreativt værksted for børn og forældre/bedsteforældre

Præcist indhold, tid og sted er endnu ikke fastlagt, men hold øje med nyhedsbrev, hjemmesiden og dagspressen.

29. oktober kl. 8.00:
Bustur til Videbæk, Thyborøn og Thorsminde

Turens indhold vil være: Det nye museum for Arne Haugen Sørensen i Videbæk, der 9. september indvies som tilbygning til Vestjyllands Kunstpavillon, Thyborøns nye kirke, Mindeparken for Jyllandsslaget under 1. verdenskrig (næsten 9.000 skulpturer udført af kunstneren Paul M. Cederdorff) og det nybyggedes strandingsmuseum i Thorsminde med fokus på arkitekturen og den museale formidling.
Skive Kulturhistoriske Museumsforenings medlemmer er inviteret med på denne tur.
Arrangeres af Kunstforeningens rejsegruppe.

For mere info om busturen, klik på ikonet herunder


2. november kl. 19.00:
”De Store Mestre” - Michelangelo
16. november kl. 19.00:
”De Store Mestre” - Diego Velázquez
30. november kl. 19.00:
”De Store Mestre” – Van Gogh

Foredragsrække på Skive Bibliotek, Østergade 25, 7800 Skive
Ved kunsthistoriker Signe Jacobsen. Læs mere på side 6 i bladet.
Arrangeres af Skive Kunstforening og Folkeuniversitetet i Skive
Fri entre for Kunstforeningens medlemmer. Andre betaler 75,-

Maleri af Vincent Van Gogh

20. november 2017 kl. 19.30:
Teatertilbud i Skive Theater

Gilbert & Sullivans uforglemmelige operette ”Piraterne fra Penzance” i opsætning af "Figaros/Den ny Opera".
Efter forestillingen serveres i teaterfoyeren i samvær med skuespillerne en lækker tapas-tallerken, tilberedt af Skive Theaters egen kok
Tilbudspris billet 150 kr. + natmad 105 kr. = 255 kr. i alt
(Normalpris for billet 225 kr.)
Arrangeres af: Skive og Omegns Teaterkreds
for yderligere info klik på ikonen herunder


3. december 11-16.00:
Besøg og julecafe i kunstnerhjem

Susie Asbæk, medlem af Kunstforeningens bestyrelse, åbner sine døre for foreningens medlemmer. Vi får lejlighed til at stifte bekendtskab med Susies malerkunst og hendes smukke keramikarbejder og opleve proces og teknik bag formgivning og farver i forvandlingen fra ler til fast form. Der bliver mulighed for at indtage æbleskiver og kaffe/gløgg. (Skulle du mangle en julegave eller to, kan det nok også klares ) Tag gerne børn og børnebørn med.
Læs om Susie på side 14 i bladet.
Sted: Hailkjærvej 1, 7830 Vinderup
Gratis for foreningens medlemmer.
Arrangeres af Skive KunstforeningEksempler på Susies keramiske arbejder